Skip to main content

Centralt byggeri i Hedensted: Caféer og boliger erstatter gamle huse

Illustrationsfoto fra HedenstedJournalen
Udgivet:
2. juli 2026
-
09:37

Kommunen har solgt Østerbrogade 12-16 til et privat ejendomsselskab for at skabe nyt byliv.

Et af Hedensteds mest centrale hjørner skal snart se markant anderledes ud.

Hedensted Kommune har solgt ejendommene Østerbrogade 12-16 og den bagvedliggende matrikel ved Bytorvet 2 til JKOlesen Ejendomme ApS, og planerne for området er ambitiøse.

De eksisterende, ældre bygninger skal rives ned og erstattes af et nyt byggeri på 1.860 kvadratmeter. I stueplan bliver der plads til café, restaurant eller butikker på cirka 700 kvadratmeter, mens første og anden sal rummer 12 boliger med altan eller terrasse – i alt 1.160 kvadratmeter. Arkitekt Allan Pedersen fra AP Arkitekter i Odder tegner projektet.

Det skriver Hedensted Kommune i en pressemeddelelse.

Borgmester Ole Vind ser salget som et vigtigt skridt: “Vi skal have mere liv midt i Hedensted by. Det tager vi et vigtigt skridt i nu, et skridt som passer godt sammen med vores planer om at udvikle området og især Østerbrogade til en gade med oplevelser og kultur.”

Ejer af JKOlesen Ejendomme, Jan Olesen, deler begejstringen: “Hedensted er en by i rivende udvikling. Flere flytter til, kulturhuset er på vej, og der investeres i bymidten. Vi glæder os til at bidrage med et projekt, der både skaber attraktive boliger og nye muligheder for café- eller restaurantliv.”

Byggeriet placeres lige over for det kommende kulturhus på Østerbrogade. Rundt om bygningen anlægges grønne opholdsarealer, parkering og en ny gennemgang til Bytorvet.

Salget betyder, at DRIVHUSETs aktiviteter midlertidigt flyttes til Hedensted Bibliotek, inden de på sigt rykker ind i det nye kulturhus.

Del artiklen:
HedenstedJournalen

Om HedenstedJournalen

HedenstedJournalen er et lokalt nyhedsmedie med fokus på Hedensted og omegn. Find artikler om kultur, sport, Alarm 112, erhverv og meget mere.

Copyright © 2026 HedenstedJournalen. Alle rettigheder opretholdes.