Stress og udbrændthed bliver ofte brugt om det samme, men de dækker over forskellige tilstande. Stress er kroppens reaktion på pres. Udbrændthed er en dybere udmattelse, der typisk opstår efter længere tids belastning uden tilstrækkelig restitution.

Kun en læge eller anden fagperson kan vurdere, hvad der er på spil hos den enkelte. Denne artikel kan du bruge til at få et overblik over stress og udbrændthed, men den kan ikke erstatte en faglig vurdering.

Stress er kroppens alarmberedskab

Stress er i udgangspunktet en naturlig reaktion. Når vi står over for krav, frigiver kroppen hormoner, der skærper opmærksomheden og giver ekstra energi. Kortvarig stress kan hjælpe os gennem en eksamen, en deadline eller en svær samtale. Problemet opstår, når presset bliver ved, og kroppen aldrig får lov at falde til ro.

Langvarig stress kan vise sig på mange måder. Nogle oplever søvnproblemer, hjertebanken eller spændinger i nakke og skuldre. Andre bliver irritable, glemsomme eller får svært ved at koncentrere sig. Fælles for mange er en følelse af at være på overarbejde, også når man egentlig har fri og burde kunne slappe af.

Udbrændthed er dyb udmattelse

Udbrændthed beskrives ofte som en tilstand, hvor energien er brugt op. Hvor stress kan føles som at være for meget på, kan udbrændthed føles som at være slukket. Mange beskriver en tomhed og en afstand til arbejdet eller hverdagen, som ikke forsvinder efter en weekend eller en kort ferie.

Typiske kendetegn kan være markant træthed, nedsat lyst til ting, man før holdt af, og en oplevelse af ikke at slå til. Nogle bliver kyniske eller ligeglade over for opgaver og mennesker omkring dem. Tilstanden udvikler sig ofte gradvist, og derfor kan den være svær at få øje på i tide.

Grænsen mellem langvarig stress og udbrændthed er ikke skarp. Symptomerne overlapper, og de kan også ligne tegn på depression, angst eller fysisk sygdom som eksempelvis problemer med stofskiftet. Netop derfor er det vigtigt ikke at sætte en diagnose på sig selv ud fra artikler, tests på nettet eller andres erfaringer.

Sørg altid for at få professionel hjælp

Hvis du genkender tegnene hos dig selv, er det første skridt at tale med din egen læge. Lægen kan undersøge, om der ligger fysiske årsager bag, og vurdere, hvad der er den rette hjælp. Det kan være samtaler med en psykolog, sygemelding i en periode eller andre tiltag, der passer til netop din situation.

Det kan være fristende at vente og håbe, at det går over af sig selv. Men jo længere en belastning står på, desto længere kan vejen tilbage blive. Det er ikke et tegn på svaghed at bede om hjælp. Tværtimod er det en ansvarlig måde at passe på sit helbred.

Pårørende kan også gøre en forskel. Bemærker du, at en ven, kollega eller et familiemedlem har ændret sig over tid, kan du forsigtigt spørge ind og opfordre til at kontakte lægen. Du skal ikke selv stille diagnosen, men din støtte kan være det, der får vedkommende til at tage det første skridt.